Biavlerforeningen for Haderslev og Omegn, stiftet den. 5. Oktober 1891.
Foreningen er samlingsstedet for biavlere i hele Haderslev kommune. Geografisk strækker foreningen sig fra Gram i vest til Årø i øst. Ved årsskiftet 2022/2023 tæller foreningen omkring 90 aktive biavlere. Foreningen er i 2023 blevet kåret som Årets Biavlerforening af Danmarks Biavlerforening.
I biavlerforeningen mødes vi om sommeren til såkaldte åbne bigårdsmøder, hos foreningens medlemmer eller hos andre biavlere rundt omkring i landsdelen. Ved disse sommermøder, ser vi på hvordan andre biavlere driver deres biavl.
Om vinteren inviterer vi foredragsholdere til at komme og fortælle om bl.a. deres biavl, eller andre interessante emner som kan inspirere vore medlemmer og deres familie.
Hele sommeren driver vi biavl i Skolebigården i Dybdal ved Styding. Skolebigården tjener dels som uddannelsessted for nye og kommende biavlere ligesom den bruges til at gennemføre forskellige forsøg med afprøvning af nye metoder og nye værktøjer, som vi støder på undervejs i biavlen. I skolebigården forsøger vi desuden, at lave forskellige plantebede med nogle bivenlige planter som tjener som inspiration for skolebigårdens brugere og gæster.
Vores skolebigård tjener også som demonstrationsbigård, for kommunens folkeskoler. Her kan eleverne få mulighed for at se, hvordan en bifamilie ser ud.